v. Allan Kjær Andersen & Eigil Møller, 28.9.03Offentliggjort under titlen “S flygter fra både fortid og fremtid”
Som menige medlemmer af socialdemokraterne er man vant til lidt af hvert, når man følger med i partiets optræden i medierne. Der er øjeblikke, hvor man kan føle sand stolthed over den indsats partiets valgte politikere yder under komplicerede politiske og økonomiske betingelser. Og så er der alle de tåkrummende, pinlige episoder og affærer, hvor lederne foretager de mest besynderlige manøvrer rundt i christiansborgpolitikkens rørte vande. De episoder, hvor ethvert fodfæste og enhver forankring i grundlæggende værdier synes at være forsvundet, og hvor politikerne hovedløst flakker fra standpunkt til standpunkt. De øjeblikke er der desværre kommet flere og flere af på det sidste. Og hvad værre er: den manglende orientering efter de gamle pejlemærker humanisme, demokrati og solidaritet ser ud til at blive afløst af de nye orienteringspunkter: etnocentrisme (eufemistisk udtrykt), vælgerleflen og stammetænkning.
Blot to eksempler fra de sidste uger:
På skærmen hoverer Søren Krarup d.18.9 over sine seneste aftaler med Haarder. Der er igen indført en mængde nye stramninger vendt mod familiesammenføringer. Klip til Anne Marie Meldgaard, der sidder klar ved telefonen og venter med gummistemplet. Nærmest glædesstrålende bekræftes denne seneste infamitet, og det fremgår at socialdemokraterne tilslutter sig uden indvendinger. Enhver i dette land ved, at disse seneste stramninger er resultatet af en nærmest åben racistisk funderet kampagne for at sikre de hvide udlandsdanskernes kærlighedsliv på bekostning af rettighederne for alle de mørklødede danske statsborgere med rødder i Afrika & Asien. Man skulle tro det var en selvfølge, at socialdemokraterne i denne kampagne valgte at insistere på de universelle menneskerettigheder. Men, nej! Uden skrupler og med samtykkende smil sættes underskriften under en klart diskriminerende politik: Her i landet gælder menneskerettigheder kun for etnisk rene “danskere”. Klar etnocentrisk stammetænkning med andre ord.
Andet eksempel: Trods disse forstemmende tendenser er det alligevel et øjeblik af stolthed og tilfredshed, når det fra partiets landsmøde lyder, at nu erklærer vi os som landets mest EU-positive parti! Det erkendes at de udfordringer, vi står overfor, ikke længere kan løses med nationalstatens stadigt mere magtesløse og utilstrækkelige instrumenter. Humanismen, demokratiet og solidariteten må der kæmpes for på de overnationale og globale arenaer. En absolut fornuftig udmelding og en forfriskende klarhed set i lyset af regeringspartiernes stadigt mere fodslæbende og bagudskuende linje i dette spørgsmål. Men hvordan følges denne erklærede politik så op? Ak! Med Lykketoft & Co’s opbakning til Foghs seneste opportunistiske påfund: Et fortsat dansk forbehold mod deltagelse i EU’s fælles retspolitik. Og vel at mærke ikke et forbehold, der begrundes i fx frygt for retslige og demokratiske grundprincipper. Men et forbehold, hvis formål er det stik modsatte: at sikre en fortsat udemokratisk og diskrimerende udlændingepolitik i dette land! Halvanden uge ca, så længe holdt opbakningen til internationalismen og den nødvendige fælles EU-politik! Igen vandt stammetænkning og vælgerleflen over den demokratiske fornuft og de solidariske principper.
Hvad er det dog, der er galt med dette parti? Hvordan er vi havnet i denne deprimerende suppedas? Og hvordan kommer vi ud af den igen?
Hvis man skal tro udtalelserne fra lederne af partiet, så er den nuværende kurs lagt, fordi
“Vi har lært af valgets resultat, at vi skal have klare budskaber på udlændingeområdet (…) Vi har taget borgernes bekymring alvorligt,” som Anne-Marie Meldgaard begrundede det seneste, samlede udspil på området (ifølge Politiken 10.5.). Og det man åbenbart mener at have lært af valgresultatet er, at danskerne – i hvert fald socialdemokraternes vælgere – er fremmedhadere. Og de “klare budskaber”, der vælges for at “tage borgernes bekymring alvorligt”, er en nærmest betingelsesløs kapitulation overfor nationalisternes stormangreb mod humanismen. Når man så hører fx Frank Jensen anklage Fogh med ordene om, at det “er … stærkt beklageligt, at Fogh løber efter folkestemninger, i stedet for at være med til at skabe dem” (politiken.dk, 28.9.), så ved man ikke om man skal grine eller græde. For er der noget, socialdemokraterne præsterer for tiden, så er det netop at “løbe efter” formodede “folkestemninger”. Og er der noget, de IKKE leverer, er det politisk lederskab og proaktiv opinionspåvirkning.
Og det er naturligvis den alvorligste anklage man kan rette mod et parti, at det ikke har en selvstændig analyse og en selvstændig politik, det søger at vinde gehør og vælgere for. Men dertil kommer, at formuleringen af denne viljeløse halehængspolitik er en hån mod de mange af socialdemokratiets vælgere, som IKKE deler Pia & Foghs dagsorden. Hvor mange, der har stemt på partiet netop for at levere en seriøs modstand mod den racistiske flodbølge, er ikke til at vide – men det gælder i hvert fald de to forfattere af disse linier. Og vi føler mildest talt ikke, at vores “bekymring er taget alvorligt”. Endvidere repræsenterer – som Kamran Sarwar påpegede i Politiken 28.9. – den førte politik en fuldstændig negligering af de “mørke” danske statsborgeres indflydelse til fordel for udlandsdanskere med den rette etnicitet. Er det respekt for vælgerne og demokratiet? Nej, det er disrespekt af tarveligste art.
Men, er der noget galt i at lytte til de vælgere – socialdemokratiske kernevælgere – som vitterligt er bekymrede for indvandringen, og som er på mere eller mindre permanent vælgervandring i Pia & Anders-land? Absolut ikke, det er da den fornemste pligt for netop socialdemokraterne at lytte til baglandets oplevelser og bekymringer. Partierne skal da – hvis de fortsat skal have en berettigelse – fungere som politikernes antenner i befolkningen, de skal registrere holdninger og strømninger, og forholde sig til dem på basis af de værdisæt, som partierne funderer deres politik på. Og det vil i indvandrerpolitikken sige, at det er socialdemokraternes ansvar at levere SIN analyse og SINE svar på de samfundsændringer, der optager medlemmerne og vælgerne. Men det er også noget HELT andet end bevidstløst at løbe efter stemninger, ovenikøbet i dette tilfælde stemninger, hvis folkelige rødder er højst tvivlsomme, da i hvert fald en stor del af æren for fremmedfjendtligheden kan tilskrives en professionaliseret offentlighed, som nærmest enslydende er blevet enige om at beskrive indvandringen som en trussel. Men mere herom senere.
Socialdemokratiske politikere, der tog deres ansvar alvorligt, ville i den offentlige debat og i den politiske kamp have fremført en linje, som totalt afviste trusselsscenarierne, som viste en vej til at bruge mulighederne og potentialet i folkevandringerne til gavn for socialdemokratiske grundværdier, og som ikke mindst principfast stod på demokratiets og humanismens grundlag. Det ville være at tage vælgerne alvorligt. Det ville være at vise lederskab. Hvordan ville vi set fra nutiden have bedømt de ledere i arbejderbevægelsen, som fx havde “lært af” maskinstormerne ved at modsætte sig industrialiseringen, eller af de stærke kræfter blandt arbejderne, som modsatte sig overenskomster for kvinder, ved at kræve kvinderne ud af arbejdspladserne? Skal fremtidens generationer se tilbage på Lykketoft & Co som reaktionære kræfter, der modsatte sig de store potentialer og de store fremskridt for menneskeheden som globaliseringen og ikke mindst vore dages folkevandringer repræsenterer?
Desværre får man en forstemmende mistanke om at de vælgere, hvis “bekymring” der især lyttes til blandt partiets spidser på borgen, bærer efternavne som Pittelkow, Olsen & Meier Carlsen. Man lærer ikke af vælgerne ved at bekræfte deres fordomme (som nævnte kommentatorer messer igen og igen), men ved at tage deres bekymringer alvorligt og give dem svar og modspil. Ved at tilbyde dem en sammenhængende politik og klare alternativer at vælge mellem.
Migrationen – de globaliserede mennesker – har præget samfundsdebatten mere eller mere vedholdende i det seneste årti. Denne debat har en absolut særstatus og truer – som vi har vist med socialdemokratiet som eksempel – med at føre et flertal af de politiske aktører ud i synspunkter som truer selve demokratiets fundament, menneskerettighederne og ligheden for loven. Når det gælder globaliseringen generelt – økonomisk, socialt, kulturelt, politisk – foregår der en pluralistisk debat med modstridende diskurser i en stadig frugtbar meningsudveksling. Der er en stadig konkurrence mellem forskellige syn på, vurderinger af og politiske reaktioner på f.eks. den økonomiske og politiske globalisering. Demokratiet virker på disse områder relativt tilfredsstillende i den forstand, at der formuleres klare alternativer at vælge mellem. Det samme kan man dog på ingen måde sige i spørgsmålet om folkevandringerne.
Ugebrevet A4 kunne for nylig referere en undersøgelse der viste at danskerne forholdt sig overraskende positivt til globaliseringen. Det er imidlertid tydeligt, at når det kommer til den side af globaliseringsprocesserne, der handler om menneskers bevægelighed over landegrænserne – migrationen i form af ud- og indvandring og flygtningestrømme – så hersker der i stigende grad en særlig diskurs, der behandler indvandringen som trussel. Man kan i den offentlige debat finde mere eller mindre åbenhed eller fjendtlighed overfor indvandringen, men grundtonen beskrives trods disse gradsforskelle bedst som netop en diskurs om trusler. Meget af debatten foregår om hhv bagatellisering eller dæmonisering af indvandringen, hvorved trusselsbilledet bekræftes. Dette ses efter vores mening tydeligst i den måde centrum-venstre og i særligt grad socialdemokratiet har håndteret debatten på. Gradvist – og med lejlighedsvise zig-zag bevægelser – har centrum-venstre bevæget sig i retning af en politik, der mere og mere ligner højrefløjens minus nogle procentpoint. Denne bevægelse betegnes stadigt oftere som “realisme” (“at se de virkelige problemer i øjnene”) og “demokratisering” (“at tage befolkningens bekymringer alvorligt”). Netop dette fænomen er det tydeligste udtryk for at højrefløjens diskurs har sejret! De enkelte spagfærdige, der søger at trække i modsat retning stemples som “politisk korrekte” (absurd i et land, hvor Krarup og Langballe udgør regeringens parlamentariske grundlag), “halalhippier” eller slet og ret “naive”.
Vores påstand er, at centrum-venstres største nederlag netop er, at den dominerende måde at tale om migrationen på ikke er blevet mødt af en tilstrækkeligt offensiv kosmopolitisk diskurs. Vi er blevet fanget i et sprogspil, der skygger for en alternativ forståelse af de menneskelige globaliseringsprocesser. Derfor må et socialdemokratisk parti for det første påtage sig opgaven: Omvælt den herskende diskurs!
Andre dele af venstrefløjen har forholdt sig til folkevandringerne som om der ikke var tale om nye fænomener, som kræver nye svar, men har i stedet blot gentaget gamle automatsvar om forsvar for menneskerettigheder og om indvandring som kulturel berigelse. Skønt det er absolut påkrævet at holde fast i fundamentale demokratiske grundprincipper og bestemt sympatisk, at venstrefløjen ikke i dette spørgsmål ser verden gennem en trusselsoptik, fremstår denne del af centrum-venstre som naive og døve overfor befolkningens frygt. Ovenikøbet er typisk lige præcist disse kræfter så alligevel med til at bekræfte forestillingen om den truede danske velfærdsstat – blot med andre fjendebilleder: EU, amerikanisering & globalisering!
Vi mener, som socialdemokrater, at det er påkrævet at forholde sig positivt og proaktivt til globaliseringens udfordringer, både når den tager form af elektronisk kommunikation, af strømme af varer og penge, af nye overnationale politiske strukturer og af folkevandringer. Globaliseringen stiller os over for en række nye udfordringer, der kræver en række nye svar. Men netop fordi vi opfatter os som socialdemokrater, insisterer vi på at disse svar må bygge på et socialt, humanistisk og demokratisk værdigrundlag. Derfor må opgaven for et socialdemokratisk parti for det andet være at formulere sådanne politiske svar.
Første del af opgaven er – som nævnt – ikke løst overhovedet. Hovedindsatsen har været at bekræfte trusselsbilledet, selv når mere velmenende og internationalistiske dele af partiet har blandet sig. Det vil føre for vidt, indenfor disse rammer at gå i detaljer med analysen af de forskellige socialdemokratiske bud på et svar på folkevandringen. Så her skal blot kort karakteriseres nogle hovedstrømninger.
Prisen for den største understøttelse af stammetænkernes trusselsbilleder går ubetinget til de socialdemokrater, der forholder sig til det “kulturelle” spørgsmål. Karen Jespersen, Ole Hyltoft & Pittelkow har især fokuseret på forholdet mellem “vesten” (eller “de danske værdier”) og “islam” som hovedproblemet. De er talsmænd for en stærkt problematisk essentialisme, der kun i nuancer adskiller sig fra islamofobiske forestillinger om civilisationernes kamp. Islam dæmoniseres, og der generaliseres på måder, som er med til at konstruere “dem og os”-forestillinger både i majoritetskulturen og i de forskellige indvandrergrupper. Denne strømning tager ikke alene fejl, den er direkte farlig og kontraproduktiv: Der pustes til fjendebilleder i begge “lejre”, integrationen saboteres og konflikter og had legitimeres. Sådanne synspunkter burde efter vores opfattelse være helt fremmede for medlemmer af socialdemokraterne. Der findes faktisk et par andre partier for folk med den slags holdninger.
Et andet bud er kommet fra forfatterne til debatbogen: “Forsvar for fællesskabet”. Vores hovedanke mod deres analyse er den “nationalstatslige fejlslutning” (Ulrich Beck), som vi mener, at forfatterne gør sig skyld i. Deres ærinde – at forsvare den sociale inklusion – er agtværdigt og i bedste centrum-venstretradition. Men vi finder, at deres tilgang er både fejlagtig og indeholder alvorlige risici. Vores standpunkt er, at ligesom det er en farlig illusion at tro på nationalstatslige løsninger i miljø-, forsvars- og skattepolitikken, så er det heller ikke vejen frem at holde sig til defensive nationalstatslige svar på de udfordringer, som velfærdsstaten står overfor i lyset af globaliseringen. Det virker ikke! Det er desuden farligt, fordi man risikerer at glide ind i en slags velfærdschauvinisme (á la: “socialisme i ét land” eller Fælleskurs), der kan føre til etnisk-kulturelle konfrontationer & alle protektionismens faldgruber.
Endelig er der det nyeste socialdemokratiske bud, som accepterer en stor del af Fogh-regeringens politik, og som har ført til forligsdeltagelse i både indvandrings- og EU-politikken. Det opererer bl.a. med et “pusterum” som begrundelse for udskridningen i det politiske grundlag. Denne opfattelse kan bedst beskrives som: Stop verden jeg vil af! Den må kritiseres for fundamentalt at give op overfor de udfordringer, som samfundsudviklingen stiller socialdemokrater overfor i det 21.århundrede. Hvis der er noget, der ikke bliver mere af i fremtiden, så vil det være netop pusterum. Hvis man overhovedet vil gøre sig håb om nogensinde igen at præge samfundsudviklingen, er opgaven den modsatte: At formulere en politik, der insisterer på centrum-venstreprincipper i en hyperkompleks og polycentrisk verden i stadig forandring. Opgaven er at håndtere kompleksitet, at håndtere forandring – ikke at sætte uret i stå!
Dertil kommer at selve “indrømmelserne” til regeringens politik netop er en underkastelse under stammetænkernes definitioner af problemstillingen, OG med rette bliver udsat for mistanke om opportunisme, som et ønske om at rende efter vælgerstrømninger. Ikke alene vil vælgerne sandsynligvis ikke i det lange løb lade sig narre af sådan en politik, men hvad værre er: Den er med til at fremme en samfundsudvikling, der er skadelig og farlig ved at “give Pia ret”.
Den anden del af opgaven står således også fortsat tilbage. At formulere principper for hvorledes man med udgangspunkt i centrum-venstres traditionelle værdier og idealer, kan forholde sig til migrationen med politiske bud. Her kan vi kun antyde opgaven. Men vi håber, at mange socialdemokrater vil være med til at løfte den, så partiet kan vise sig værdigt til at tage fremtidens udfordringer op.
I stikord er vores holdninger som følger: Hele den her behandlede folkevandringsproblematik er et skoleeksempel på det kosmopolitiske bliks nødvendighed i den forandrede verden. Analysen må starte med at tage udgangspunkt i de virkelige trusler mod velfærd og sikkerhed – ikke nationalisternes og racisternes myter. Der må formuleres offensive bud på, hvordan man kaster sig ud i globaliseringen med de socialdemokratiske grundværdier som pejlemærker.
En socialdemokratisk migrationspolitik må bl.a. bygge på:
- de demokratiske grundprincippers universalitet (mod fundamentalister og antidemokrater i ALLE lejre)
- det er centrum-venstres opgave at forsvare MENNESKET mod KAPITALEN (den nuværende globalisering stillet på benene!)
- sikring af statens/det offentliges autoritet (men under betingelsen “adskillelse af stat & nation” IKKE på nationalstatsligt grundlag)
- et offensivt svar på hvordan man rejser & besvarer tryghedsspørgsmålet under globaliseringen
- insisteren på kosmopolitisme i stedet for assimilation, segregation & multikulturalisme (defineret som parallel sameksistens af statiske kulturer)
- mere kraft på den politiske globalisering; politik mod markedet er det globale svar (præcist som det var opskriften på opbygningen af de nationalstatslige velfærdsmodeller)
- centrum-venstre i alle lande, foren jer – en europæisk/global centrum-venstre modoffentlighed til den nuværende dominerende alliance af nyliberalister og nationalister.
(redigeret version offentliggjort i Politiken & hele teksten i Sjalen, 2003)
